Om Livekoncerten

Livekoncerten – musik i en krisetid – og altid!

Livekoncerten blev skabt under coronakrisen, hvor det fra den ene dag til den anden ikke længere var muligt at gå til koncert. Det blev klart for både musikere og publikum, hvor værdifuldt samværet om musikken er, og mange tog initiativ til at begynde at streame koncerter med deres iPhone hjemme i dagligstuen.

Den klassiske musik stiller imidlertid store krav til både akustik og optageudstyr, hvis man skal formidle alle nuancerne i klang, frasering og udtryk. Derfor etablerede musikproducent Hjarne Fessel, cellisten Tobias van der Pals og violinisten Christine Pryn Livekoncerten, der tilbyder koncerter med nogle af landets førende musikere optaget og produceret i HD af professionelle lyd- og kamerafolk.

Livekoncerten er ikke kun et kriseinitiativ, men vil også virke, når koncertlivet er normalt igen. Udover fokuserede egenproduktioner, vil der blive transmissioner af koncerter fra musikforeninger og festivaler landet over. Det bliver muligt for en sønderjyde at opleve en koncert i Nordsjælland, og en københavner kan høre, hvad der rører sig på musikscenen i Aalborg. På den måde styrkes den kulturelle sammenhængskraft i Danmark, og hver arrangørs unikke touch og særpræg kan blive en inspirationskilde for andre.